- Husk venligst fuldmagt til AgriAdvice – vi er desværre nødt til at bede alle indsende fuldmagt til AgriAdvice, cvr 40054227, så vi kan indsende årets EU-ansøgning. Landbrugsstyrelsen havde lovet at fuldmagter kunne flyttes, blot kunder var orienteret, men rent juridisk har dette desværre ikke været holdbart – derfor ny fuldmagt. Mange har allerede været hurtige og gjort dette – tak for det.
- Gødningsopstart. Efter en meget lun weekend var der mandag gang i gødningsspredning, specielt på vinterraps. Det finder vi er helt forsvarligt. Vi anbefaler stadig primært ammonium N. Det virker langsomt, men sikrer at planterne kan optage den mængde de ønsker. Vi anbefaler 40-60 kg N i ammonium N eller overvejende ammonium N – dvs. svovlsur ammoniak (NS 21-24) eller ammonium sulfat (NS 26-13), 200 kg/ha. Vi ser flere rapsmarker som tydeligt viser tegn på, at afgrøden gerne vil have kvælstof til rådighed – ses på de blåviolette blade.
- Vinterafgrødernes tilstand. Der er vækst i afgrøderne – nye hvide rødder i de øverste jordlag. Generelt klarer afgrøderne sig ganske uproblematisk derude – temperaturerne går nu op på 5-10 C, og det er lige før det giver forårsfornemmelser. Meldug og rust kan allerede nu konstateres i enkelte hvedesorter. Nogle steder ser vi problemer med manganmangel i vinterafgrøderne – typisk hvor der ikke er placeret forsurende N ved såning. Løses nu med forsurende gødning og Mn-nitrat.
- Skal der ukrudt sprøjtes nu? – generelt vil vi sige nej – vent, men vi må indrømme, at græsukrudt lever op til vore kriterier for behandling – men vi venter dog til kalenderen siger marts – måske fortryder vi senere. Roundup kan udsprøjtes på efterafgrødearealer og lignende, hvor der skal sås vår afgrøde.
- Planteværn 2019. hvor det er muligt kan det være interessant at handle planteværn til 2019 her i de stille vintermåneder. Firmaerne har typisk lidt lager, der skal ud, og hvis ellers betalingsbetingelser er i orden og priser er 2018 priser, så kan det være fornuftigt specielt at disponere Broadway, Cossack OD, Husar OD og andre produkter, der hører til i det ”tidlige sprøjtevindue” AgroSupport aftalerne med Danish Agro, ATR og Brdr Ewers ruller videre fra 2018, og gælder så længe lager haves frem til hhv 1.marts og 1.april
- Planteværn 2019 – er som sædvanligt omdrejningspunktet for vores Planteværns seminar, som i år er flyttet til Karleby Forsamlingshus den 8. marts. Her vil nye produkter blive præsenteret, og det samme gælder strategier til kommende sæson.